Journalistens hjerne

Det er godt at blive udfordret. At blive presset på sin viden, og pludseligt se noget i et helt nyt perspektiv. Lærere holder f.eks. utrolig meget af at se lyset blive tændt i elevernes øjne. Det er dejligt, når man oplever at se verden gennem samme objektiv. Man kan som journalist udfordre det store normalbillede og åbne op for alternativer. For hvad nu hvis folk slet ikke ser sig selv som en del af et fælles normalbillede? I dette kapitel skal vi se på, hvordan hjernen danner normalbilleder og lære hvordan man kan udfordre eller åbne normalbilledet; både sit eget, andres og de billeder vi alle sammen er blevet enige om – men som måske slet ikke har hold i virkeligheden?

Træn din hjerne

Hjerneforskere siger, at de næste 30 år sandsynligvis vil give os en større indsigt i den menneskelige hjerne end de seneste 300 år har gjort. Vi vil forstå meget mere om, hvad der motiverer os, hvad der gør os glade og hvorfor det er vigtigt at træne og “irritere” sin hjerne hele livet igennem.

Nydelse versus glæde

Vi har en tilbøjelighed til at favorisere det, der virker på kort sigt; nemlig det, der giver os nydelse. Samtidig har vi tendens til at underprioritere det, der kræver en indsats; det, der giver os glæde. F.eks. er det ikke altid man gider løbe en tur, spise grøntsager, eller læse til eksamen, men fremtids-dig bliver nu engang så meget gladere, hvis nutids-dig udsætter den kortvarige nydelse for den langsigtede glæde.
I fremtidens medieverden kan vi selv sammensætte vores eget medie- og nyhedsforbrug. Og derfor er det vigtigt, at vi tør udfordre hinanden, så det hele ikke bare går op i nydelsessyge. Man bliver glad af frustration. Bare ikke lige med det samme. Og det er afgørende for konstruktive journalister at forstå hvordan man fanger menneskers opmærksomhed, så man kan formidle sine historier. 
Hvem ved – måske kan fremtidens journalister gøre det, så vi både får nydelse OG glæde på samme tid? Men lad os først se nærmere på fænomenet “irritation”.

Kognitiv dissonans & hjernens styresystem

Kognitiv dissonans er en teori fremsat af den amerikanske psykolog Leon Festinger i 1957.
Kognitiv dissonans betyder, at vi søger at opretholde en overensstemmelse mellem tanker og ideer på den ene side og faktisk adfærd på den anden. Når der er uoverensstemmelse mellem tanker og adfærd oplever vi kognitiv dissonans. Reaktionen er:

1. Angribe andre med vrede og irritation (projicere)
2. Finde på en historie, der giver ens adfærd mening (fantasere)
3. Erkende realiteterne og udfordre sin grundantagelse om hvordan verden hænger sammen (acceptere)

Kognitiv dissonans reaktioner til fotoet med de stramme jeans kunne være:

• Argh shit, det er garanteret min mor, der har vasket mine bukser forkert. De passede jo sidste år! (projektion)
• Jeg er måske blevet en anelse buttet, men det er nok mit stofskifte den er gal med. (fantasi)
• Hold op, hvor er jeg blevet fed! Hvor er det godt at vide, at mine venner elsker mig alligevel! (accept)

Tænk på det på denne måde: hvis hjernen var en computer skal man engang imellem opdatere sit styresystem. En computer, der kører på Windows 98, var helt ok i 1998. Vi opdaterer vores computeres software, fordi der hele tiden sker noget nyt, og vi gerne vil have overensstemmelse med hvad der sker derude, og hvad vores computer skal kunne. 
Sådan er det også med hjernen: If the rate of change outside exceeds the rate of change inside, the end is in sight, Jack Welch.

Opsøg irritation

Den primære årsag til, at folk er irriterende er fordi de har ret!
Eller sagt med andre ord: hvis et budskab karambolerer med styresystemets “virkelighedsopfattelse”, så vil hjernen søge at afvise ethvert nyt perspektiv for at fastholde den gamle mening. 
Irriterende mennesker er bærere af et budskab, som man ikke vil have. For hvis man tog det til sig og “lyttede højere”, ville man blive nødt til at lave rigtig meget om. Ændre på sine vaner, sine overbevisninger, og det man var sikker på virkede igår.
Indenfor videnskaberne siger man også, at det er rigtig svært at opgive en god teori, bare fordi den ikke passer til virkeligheden. Det er først, når man lærer at give slip, at man kan se det nye sådan som det virkeligt er.

Har du dukkha?

Dukkha er den smerte man oplever, når man ikke kan finde ud af at give slip på det, der ikke er mere. Dukkha er et flere tusinde år gammelt buddhistisk nøglebegreb, der kan oversættes til “fejlagtig bestræbelse”. Livet er foranderligt og hele tiden i bevægelse og transformation, og der er ingen stabilitet man kan klynge sig til.
Den dårlige nyhed, ifølge buddhisterne er, at vi alle er i frit fald; den gode nyhed er at der ikke er nogen bund. Først når man indser denne sandhed, bliver livet frit og trygt og godt.
Det er da ret interessant, at inderne også sad for tusindvis af år siden og krampede fast til deres materielle goder! Når man står på livets  timetervippe, kan der opstå et ekstremt begær efter at holde fast. Og så hænger man der, og det bliver bare mere og mere pinligt. Det er så nemt at se på andre, når de har svært ved at give slip: lærerne efter skolereformen, bankfolk efter finanskrisen, den forsmåede efter skilsmissen, fagforeningerne, når unge mennesker ikke melder sig ind pr. automatik, og mediehusene, der ikke kan sælge aviser.
Vi får alle dukkha engang imellem. For det er svært at give slip. Sorg og lidelse er naturlige elementer i livet, som der bør og skal være plads til. Empati er en god og vigtig egenskab, men man skal passe på med ikke at hænge fast i fortidens styresystemer. Konstruktive journalister skal anerkende sorgen, men ikke trække lidelsen i langdrag.
Man bevæger sig i paradoksernes verden: mellem behovet for fortidens og nutidens tryghed, mellem det velkendte og det foranderlige, og mellem det destruktive og det konstruktive.

Vær kritiske og konstruktive, men ikke skeptiske

Der er godt og skidt gemt i alle handlinger. Vi skal ikke møde verden med mistænkelighed eller skepsis, men med sund konstruktiv kritik: en detektiv-agtig indstilling, hvor vi er nysgerrige og gerne vil lære mere. Først når man har været hele vejen rundt om en sag – eller i hvert så langt som man kan komme – kan man begynde at drage konklusioner ud fra fakta, ideer, og forventninger, og så kan man tegne sammenhænge og skabe overblik.
Så derfor: giv irriterende mennesker ret! Mød dem med et “Aha! Det er interessant! Prøv at sige noget mere. Man kan ikke være så irriterende som dig uden at have ret i et eller andet!“. Og så vil du opleve at få verden serveret fra en helt anden vinkel.

Lyt højere!

Lytte højere kender vi fra forrige kapitel. Men lad os gå dybere ind i metoden. At kunne lytte højere betyder:

• At man kan tie stille
  dvs. at lade andre tale ud, men også at kunne slukke for sin egen indre monolog.
• At man kan ændre perspektiv
  dvs. at kunne se virkeligheden fra de andres side.
• At man kan udfordre sin mentale model
  dvs. at kunne stille spørgsmålstegn ved det grundlæggende og erkende, at andre ikke tror på det, man selv tror på (politisk, religiøst, idelogisk, kulturelt osv.), samt at mennesket til alle tider har haft dybtfæstede overbevisninger, der med efterkommernes øjne virker idiotiske eller gammeldags.
• At man kan tage sit eget ego ud af sammenhængen
  dvs. at kunne huske på, at det er dejligt at få anerkendelse, opmærksomhed, ros og status, men det må ikke stå i vejen for vores journalistiske opgave.
• At man kan opsøge irritation
  dvs. at turde blive ved med at spørge til det, der irriterer én selv eller de andre – også hvis de andre ikke har lyst til at fortælle mere. Og blive ved med at grave.
• At man kan omprogrammere sin hjerne
  dvs. at komme af med adfærd eller viden, der ikke virker mere, lære nyt (f.eks. bruge Pinterest, stå foran et kamera, lave overblik i infographics), og i det hele taget træne og øve sig i at blive en bedre version af sig selv.